I går, på Kvindernes Internationale Kampdag, var en dag med mange gode indlæg og diskussioner om mangfoldighed, selvfølgelig med et udpræget fokus på køn. Og jeg er enig: Det er et supervigtigt emne. Hvis vi er i stand til at reducere bias og øge den reelle inklusion i forhold til køn, er vi allerede godt på vej og burde også kunne gøre det samme på andre “skillelinjer”. Min personlige top-of-mind er “generationskløften”, som er et varmt emne blandt ledere.
Den globale og heftigt debatterede diskussion om mangfoldighed og inklusion er stadig i de tidlige faser og tager endnu ikke ofte fat på det reelle potentiale i at omfavne, opsøge og aktivere vores forskelligheder.
Det, der bliver muligt med et nyt niveau af tænkning, er en åbning for det kollektive sind, mangfoldighed af indsigt, stor viden og erfaring fra vidt forskellige mennesker til at udfordre status quo, hjælpe hinanden med at udvide vores tænkning og udtænke radikalt nye løsninger og nye veje fremad.
Ligesom i naturen sikrer mangfoldighed på arbejdspladsen sundhed, bæredygtighed og vækst.
Men den virkelige værdi i mangfoldighed udfolder sig ikke, før vi er i stand til virkelig at forstå og acceptere, at andre tilgange og verdenssyn, uanset køn, farve, faglig baggrund, alder osv. bidrager positivt til organisationen og dens interessenter.
Dette er et nødvendigt udgangspunkt for ægte inklusion.
Men modsatrettede verdensbilleder og synspunkter er en rig kilde til spændinger, konflikter og gnidninger – og de fleste af os vil helst undgå spændinger. Det kan også være tidskrævende at forstå andre; vi mennesker er komplekse af natur, og jo mere komplekst et emne er, jo længere tid tager processen.
Så reel inklusion er en kæmpe udfordring for de fleste af os, selv når vi mener det godt.
I min bog “ALIGN” deler jeg nogle ideer om, hvordan man kan navigere i spændinger, forstå modstridende verdensbilleder og skabe grundlag for reel inklusion.
Download en gratis kopi af et vigtigt kapitel – om tilpasning, verdensbilleder og friktion – her:
